Uluru – the rock

Lige så godt det crew vi havde fra Darwin – Alice var, ligeså skidt var det crew vi drog til Uluru med, men det kunne også ha noget at gøre med, at jeg efterhånden synes jeg havde mødt nok nye mennesker, tolerance Casper – tolerance!!!!

Men nye mennesker eller ej, så var turen til Ulure en kæmpe oplevelse. Men kæmpe oplevelse kommer man ikke sovende til, så vi skulle ”for a change” op kl. lort (03.50), det var nu ikke fordi vi havde sovet længe de andre nætter på turen, jeg tror det længste vi sov var til kl. seks(!). Men vi kom op og kørte i bælgravende mørke ud til Uluru, men det var helt kanon at vi kom så tidligt derud, for det betød at vi ankom lige tidsnok til at være de første og så snart Rangeren lukkede porten op strøg vi til toppen af Uluru, ahhh den er der nok ikke nogen der tror på. Opstigningen var faktisk værre end jeg havde frygtet, for satan der var langt op og nogle steder gik det MEGET opad!!! Stenen er kun åben for bestigning mellem kl. 6 og 8 om morgenen, da det derefter simpelthen er for varmt, at bestige den!!
Vi havde i lang tid op af stenen selskab af en tysker fra vores gruppe, men fik heldigvis rystet ham af inden toppen, det var et team effort;-)

Opstigningen var en del længere end jeg havde regnet med, det første lange stykke er det så stejlt at der er en lænke man kan holde i – vi troede at vi var på toppen når vi nåede enden af lænken, men vi blev klogere, enden af kæden var 1/3 af vejen til toppen. Nu er jeg jo ingen klatretyv og mit knap så mobile legeme gjorde skam heller ikke turen op ad stenen lettere, men det gik egentlig over alt forventning – Kenneth og Jonas var også flinke til at hjælpe de slemme steder (tak for det mates – turen op ad Uluru vil altid være et fantastisk minde!!).

Det var en fantastisk følelse endelig at nå toppen, der er symboliseret ved det ”monument” I kan se på det øverste billede, vi satte alle tre hånden på den på samme tid, det lyder tøset og lige lovlig sentimentalt, men det var sgu et særligt øjeblik – vi havde opnået sammen som en lille gruppe og nu kunne vi ”fejre” det og som min travelmate Kenneth skriver på sin blog, så føltes det som om vi var de første i hele verden på toppen – det var en helt særlig oplevelse, som jeg er så glad for at jeg fik med!!! Billedet til venstre viser hvorledes "ruten" er vist på efter kæden stopper!!

På vej ned fra toppen stødte vi ind i et par danskere, det vidste sig at de var hernede med Galathea – de var landkrabberne, den ene (Stine) arbejder som fotograf for JP i København, det var en anelse syret at møde en kollega på toppen af Uluru, men mere om JP tøserne under næste indlæg (I hegnet i Alice Springs).

Håndtegn i solopgangen

Skygger af tre kræsne gentlemen på toppen

Fladt hår og Uluru

Nedstigningen, langs kæden

Eftersom vi var så hurtige på toppen, havde vi god tid til at komme ned igen. På ned turen var det som om de lige havde fløjet Kina ind til Uluru, der var en satans masse kinøjsere med fløjlshandsker – for de skulle jo nødig røre ved den samme lænke som en milliard andre havde rørt ved, men langt de fleste af dem burde ha blevet på den flade jord, de var ikke just de skarpeste klatre – en meget lille kina kone måtte da også gi op efter 100 meter og glide langsomt ned på røven, vor herre til hest mand!!!